©  Foto:

Det Hvide Vandtårn

Besøg Det Hvide Vandtårn, et af Fredericias vartegn, og oplev den fantastiske udsigt over Lillebælt.

Byens bedste udsigt

Fredericias Det Hvide Vandtårn er et tidligere vandreservoir placeret centralt på Fredericia Vold. I dag bruges vandtårnet som udsynspost og tilbyder byens bedste udsigt over Fredericia og Lillebælt.

Oplev Fredericia fra toppen

Via den indre vindeltrappe kan du komme op på vandtårnets tagterrasse, hvor du befinder dig hele 44 meter over havet. På tagterrassen findes borde/bænke-sæt, hvor du kan nye medbragt mad eller tage en velfortjent pause. Ved vandtårnets fod findes også borde og bænke til fri afbenyttelse.

En helt unik udsigt

Fra vandtårnets panorama-terrasse er der en helt fantastisk udsigt – og det er nu endnu sjovere at opleve Fredericia fra oven med de nye udsigtsspots. Her kan du se, hvilke bygninger, du kan se fra toppen. Du vil blive overrasket over, hvor langt du faktisk kan se!

Du finder Det Hvide Vandtårn på Prins Georgs bastion, en af Fredericia Volds mange bastioner. Læs mere om det imponerende fæstningsværk her!

Bliv klogere på Fredericias gamle bygninger i Det Hvide Vandtårn

Du kan ikke blot nyde den skønne udsigt men også blive klogere på Fredericias gamle bygninger, når du besøger Det Hvide Vandtårn. Inde i tårnet kan du opleve udstillingen fra Museerne i Fredericia, som fokuserer på flere af Fredericias ældre og kendte bygninger – fælles for bygningerne er desuden, at de alle kan ses fra toppen af Det Hvide Vandtårn.

Læs om bygningernes spændende historie, og se om du kan spotte dem, når du når toppen!

NYHED: Opdag Fredericia med 3D kikkert!

Prøv også 3D kikkerten og få en helt unik oplevelse på toppen af Vandtårnet, hvor du kan komme med på en virtuel rejse rundt i den historiske fæstningsby Fredericia. Fortællingen er lavet i samarbejde med Museerne i Fredericia.

Besøg Det Hvide Vandtårn – nu med nyt betalingssystem

Det Hvide Vandtårn har fået nyt betalingssystem, som gør det super nemt at nyde den skønne udsigt fra tårnets top. Luk dig ind via betalingssystemet, som hænger ved vandtårnets dør!

Nem adgang og længere åbningstider 

Entré: Adgang til Det Hvide Vandtårn koster 20 kr per person. Der er gratis adgang for børn under 10 år.

Adgang købes via betalingssystemet, som hænger ved indgangen til vandtårnet.
Der kan betales med danske og udenlandske betalingskort med kontaktløs funktion, samt GooglePay, ApplePay og MobilePay.

Åbningstider: Det Hvide Vandtårn har åbent alle dage fra 08:00 til 18:00.

Entrébeløb går til vedligehold af Det Hvide Vandtårn. 

Oplev Det Hvide Vandtårn udenfor åbningstiden

Du kan opleve Det Hvide Vandtårn udefra på alle tider af døgnet. Besøg tårnet på din vej rundt på voldanlægget eller planlæg en hyggelig picnic på græsarealet for foden af tårnet. Det kan også anbefales at opleve Det Hvide Vandtårn efter mørkets frembrud, hvor lysspots får det store hvide tårn til at træde tydeligt frem i det ellers mørke voldområde.

Nedenfor vandtårnet ligger Landsoldatpladsen, hvor du kan opleve monumentet Den Tapre Landsoldat, et af Fredericias andre vartegn.

Tårnets historie

Fordi Det Hvide Vandtårn er beliggende på Fredericia Vold, tror mange, at tårnet er en del af det oprindelige militære forsvarsværk. Dette er dog ikke tilfældet!

Det Hvide Vandtårn blev indviet den 2. januar 1909 som erstatning for et høj-reservoir fra 1889, der lå ved Kongens Bastion, hvor Det Hvide Vandtårn ligger nu. Tårnet kunne rumme ca. 445.000 liter vand og blev aktivt brugt som vandtårn frem til 1994.

Forbudt at bygge højere end Voldene

Det Hvide Vandtårn blev indviet den 2. januar 1909 som erstatning for et høj-reservoir fra 1889, der lå ved Kongens Bastion, hvor Det Hvide Vandtårn ligger nu.

Den nye høje bygning var et særegent syn i Fredericia, fordi Fredericias status som aktiv militær fæstning betød, at det ikke var tilladt at bygge højere end voldniveau i midtbyen. Bygninger eller kirketårne, som kunne ses uden for voldene, ville være potentielle sigtepunkter for fjendtlige styrker.

Det var imidlertid planlagt, at fæstningens militære funktion ville blive nedlagt i løbet af 1909, og området overtaget af Fredericia Kommune i 1914, og der blev derfor givet en dispensation til at opføre det 16 meter høje kommunale vandtårn på voldanlægget.

Arkitektonisk perle med inspiration fra Fredericias historie

Det Hvide Vandtårns placering betød, at man havde særligt fokus på, at tårnet udseendemæssigt blendede ind i de historiske og militære omgivelser. Et godt eksempel er tårnets top, hvis kant er udformet som en række skydeskår. Tårnet er tegnet af arkitekten arkitekt Oscar Gundlach-Pedersen, der også har tegnet Nørreport og Danmarks Port, to af Fredericias byporte.

Kunst i Vandtårnet

Tårnet har også en indvendig udsmykning. Denne er udført af Søren Hausgaard Kjær og symboliserer vandets vej fra grundvand til forbruger.

 

Se, hvad andre deler på Instagram 

#dethvidevandtårn #visitfredericia