©  Foto:

Dykkersted ved Fænø Kalv i Lillebælt

Gå i land på en øde ø og nyd madpakken i historiske omgivelser. Dyk på flotte grus skråninger, varierende dybder og bundforhold. Kan være strømfyldt.

Fakta

Sejladsvejledning:
Man kan sætte båden i vandet flere steder i Middelfart og Fredericia. For bådleje og guidede ture til Fænø Kalv – kontakt VisitMiddelfart. Med båd kan man vælge flere af slæbestederne i området. Se dem her: Slæbesteder

Geokoordinater:
Longtitude: 9.6612232942
Latitude: 55.492743000

Google Earth koordinater:
Latitude: 55°29'34.04"N
Longtitude: 9°39'42.74"Ø

I og op af vandet: Man kan gå i vandet over alt på øen.

Highlights: Skråningerne med fladfisk og de store sten og det marine liv der omkring. Oplagt sted at snorkle.
Luftpåfyldning: Der er mulighed for at fylde luft på ved Hindsgavl Camping i Middelfart (helårsåbnet) indenfor deres åbningstider: Hindsgavl Camping. Alternativt kan man spørge hos den lokale dykkerklub i Middelfart: 3311 1323
Bedste årstid: fra maj – september
Farlige områder: Undgå at komme for langt væk fra kysten og sørg for tydelig markering med A-flag. Sejlads tæt på land forekommer hele året. Så overfladesupport er en god ide
Dybde: 0-14 m.
Strøm: Kan være stærk.
Sværhedsgrad (1-5): 2-3
Tilladelser: Ingen
Faciliteter: Ingen
Fotomuligheder: Gode muligheder for makro.

Fænø Kalv

Lidt syd for udmundingen af Kolding fjord og med udsigt til Skærbæk værket, Fænø og de store Stenderup skove, ligger Fænø Kalv. Den lille ubeboede ø, er beliggende midt i det strømfyldte Lillebælt, i den sydlige del af Snævringen. Øen er en perle, hvortil der er offentlig adgang. Her kan man i historiske omgivelser gå i land, lave bål og overnatte. Har man familien med, kan de let få et par timer til at gå på øen. Svenskerne byggede en skanse på øen i 1650´erne. Denne kan man tydeligt se endnu.

Bunden omkring øen er stærkt påvirket af de skiftende strømme, som næsten altid hersker her på dette sted. Det udelukker dog ikke, at man med lidt planlægning, kan opnå strømfrie dyk i herlige afvekslende omgivelser.

For dykningen rundt om øen er forskellig alt efter hvor man dykker.
Nordøstsiden består af en skråning med grus, sand og muslingebanker. De stejle grus skråninger rummer ofte mange fladfisk og især de arter som gerne holder til på grus bunden som eksempelvis pighvar. Et andet dyr man ofte møder her er eremitkrebsen. Den er særlig aktiv i skumringstimerne, men også midt på dagen i yngelperioden, kan man se mange af disse sjove krebsdyr.

På den modsatte side af øen, består bunden af spredte tangbælter og større og mindre sten og her kan man møde nogle af de fisk som ynder at holde til ved stenrev. Ålekvabben ses ofte her i mellem sten og tangplanter.

Vanskelige og til tider uforudsigelige strømforhold, kan bevirke at sigten her, kan være anderledes end længere inde mod land. Vil man på land og grille eller blot hygge sig efter et dyk, er det bedst at gå i land på den korte østlige strækning. Her kan man sejle helt ind på land. Men igen – sejl forsigtig og hold godt øje. For der er større og mindre sten spredt rundt om øen, så sejl langsomt når man nærmer sig øen. Er ingen strøm kan det også være et godt sted at gå på undervandsjagt.