Dykkerstedet ved Strib Havnemole
Spændende stensætning som er levested for en del tangarter. Stensætningen giver læ og skjul for mindre fisk som tangnåle, tangspræl, tangsnare og havkarusser. Mulighed for at se sæler og marsvin.
Fakta
Kørevejledning: Fra E20 vælges afkørsel 58. Følg skiltene mod Strib på Jyllandsvej. Efter et par hundrede meter drejes ad Staurbyskovvej. For enden af denne drejes til højre ad Strandvejen mod Strib. Følg denne indtil man kommer til Marinaen.
Geokoordinater:
Longtitude: 9.7641074676
Latitude: 55.537730949
Google Earth koordinater:
Latitude: 55°32'15.41"N
Longtitude: 9°45'50.33"Ø
I og op af vandet: ved badebroen
Highlights: Stensætningen
Luftpåfyldning: Der er mulighed for at fylde luft på ved Hindsgavl Camping i Middelfart (helårsåbnet) indenfor deres åbningstider: Hindsgavl Camping. Alternativt spørg hos den lokale dykkerklub i Middelfart: 3311 1323
Bedste årstid: året rundt
Farlige områder: Pas på ikke at komme for langt ud i bæltet, strømmen kan være stærk.
Dybde: 0-6 meter.
Strøm: svag
Sværhedsgrad (1-5): 1-2
Tilladelser: Ingen
Faciliteter: Toiletter, p-plads, bord og bænke samt.
Strib Havnemole
Visse havnemoler kan være gode dykkersteder og denne er bestemt en af dem.
Gå i vandet ved siden af badebroen. Her er det nemt og sikkert at gå i og nemt at komme op igen. Man dykker til højre langs stensætningen og til dels spunsvæg. Det er stensætningen der er det mest spændende område. Så snart man er kommet under og kommet tæt på stenene, er der masser af liv på det lave vand.
Det meste af det liv som knytter sig til et stenrev, kan man møde her - også selvom man er inde på lavt vand det meste af tiden. Dykket er et rigtig godt begynder dyk, som kan dykkes under alle forhold.
Stenene er levested for en del tangarter og giver læ og skjul for mindre fisk som tangnåle, tangspræl, tangsnare og ikke mindst havkarussen. I sommerhalvåret kan man altid møde havkarussen her. Den ynder at leve steder med sten og tangplanter. Som dykker kan man komme helt tæt på disse små revfisk. De passer hver deres territorium og placerer man sig ved en større sten og fodrer fiskene med lidt blåmusling. Det kan man få lang tid til at gå med og samtidig få sig nogle sjove undervandsoplevelser.
Ofte kommer der også andre dyr og blander sig i festmåltidet. Især mindre torsk og strandkrabber kommer frem fra deres skjul. Så selvom man kunne kalde havmolen for et kunstigt rev, virker det som et ægte rev. Danmarks mindste fisk kan ses her, nemlig den to-plettede kutling, som er en smuk lille fisk. På stenene sidder der også en del af de dyr som lever af at filtrere vandet for små organismer, bl.a. sønelliker og søanemoner.
Svømmer man lidt væk fra stensætningen kan man på sandbunden møde tobiser og fladfisk som f.eks. rødspætter og skrubber. Derudover kan man i foråret være heldig at møde hornfisk og ved natdyk er der gode chancer for at se ål og havørreder.