Madsbyparken
Madsbyparken rummer et væld af aktiviteter i skønne naturomgivelser.
Besøg Madsbyparken: Fredericias særlige natur- og aktivitetsområde
Madsbyparken byder på et væld af oplevelser for hele familien! Det store parkområde rummer nemlig ikke kun Madsby Legepark, men også fantastiske naturområder, et væld af idræts- og aktivitetsmuligheder og spændende historie.
Legepark, Miniby og Idrætscenter midt i naturen
Madsbyparken er et stort grønt område på over 80 hektar beliggende centralt i Fredericia, som rummer en række forskellige områder og tilbud.
I Madsbyparken finder I:
- Madsby Legepark
- Den Historiske Miniby
- Grønne områder med vandrestier, og aktivitetspladser
- FIC - Fredericia Idrætscenter
Madsby Legepark - gratis udendørs legeland for hele familien
I Madsby Legepark er der timevis af sjov for både store og små. Tag familien med og besøg den gratis legepark, hvor I kan prøve de forskellige legepladser, besøge dyrene i minizoo og meget, meget mere!
Læs mere om Madsby Legepark, en af Danmarks største gratis legeparker, her!
Med Madsbytoget til Den Historiske Miniby
Fra Madsby Legepark kører Madsbyparkens helt eget lille tog kaldet Madsbytoget. Madsbytoget tager jer med på tur rundt i hele Madsbyparken, så I får set hele det spændende område. Toget har to stop: Afgangspunkt i Madsby Legepark, hvor togturen også ender, og et stop undervejs ved Den Historiske Miniby, hvor I kan stå af og gå på opdagelse.
NYHED: Entré til Minibyen inkluderet i togbilletten
Som noget nyt er entré til Minibyen inkluderet i togbilletten til Madsbytoget, så I nemt kan gøre et stop undervejs på togturen. Når I er færdige med at udforske Minibyen, kan I hoppe på næste togafgang og køre med retur til Madsby Legepark.
Shelter, MTB og vandreruter: Outdoor aktiviteter i Madsbyparken
En stor del af Madsbyparkens areal er grønne områder med både skov, eng og søer. Her er både skabt plads til græssende dyr, rekreative oaser, fodboldbaner, løbestier og vandreruter og andre outdoor aktiviteter.
Madsbyparkens shelterplads
Madsbyparken har fx sin helt egen shelterplads med fire shelters, bålplads og toiletfaciliteter, som kun kan benyttes af shelterbrugerne. Læs mere om Madsbyparkens shelterplads og booking her!
MTB: Mountainbike-, aktivitets- og paraspor i Madsbyparken
I Madsbyparken findes også Danmarks første kombinerede mountainbike-, aktivitets- og paraspor. Sporet er 2,3 km langt, og kan altså benyttes både af MTB men også af løbende og gående under hensyntagen.
Sporet er samtidig det første i Danmark, som er indrettet til para-MTB, så handicappede og bevægelseshæmmede kan bruge sporet med tilpassede cykler.
Ved siden af sporet ligger en teknik-zone. Her er det ikke tilladt at gå og løbe.
Find meget mere information om det særlige MTB-spor her!
Lysløjpen - Oplyst løbe- og vandrerute rundt i Madsbyparken
Lysløjpen er Madsbyparkens helt egen oplyste løbesti, som er 2,8 km lang og anlagt som et loop. Ruten er en del af GoRun-konceptet og derfor markeret med GoRunskilte undervejs.
Fredericia Idrætscenter
Den sidste del af Madsbyparken er Fredericia Idrætscenter, også kaldet FIC. Fredericia Idrætscenter rummer faciliteter til et væld af sportsgrene, en professionel håndboldhal, et fodboldstadion, fitnesscenter, bowlingcenter, padelbaner og Fredericia Svømmehal og Tropiske Badeland.
Find mere information om Fredericia Idrætcenters faciliteter og booking på deres hjemmeside!
Aktiviteter i Madsbyparken med Det Grønne Fredericia
Det Grønne Fredericia afholder jævnligt et væld af spændende udflugter og aktiviteter i Madsbyparken. Kom med ud og oplev naturområdets skønne natur og særlige planteliv.
Se oversigt over Det Grønne Fredericias events og book billet her!