Mountainbikesporet i Nørreskoven, Vejle
Nørreskovens kuperede terræn er som skabt til mountainbikekørsel, og her finder du formentligt det mountainbikespor i Danmark, der har flest højdemeter på strækningen. Sporet ligger nabo til Vejle Idrætshøjskole, og bugter sig på begge sider af den store slugt Bybækken.
Det fem kilometer lange spor er både for motionister uden den store erfaring og for øvede mountainbikeryttere. Sporet er formet som et ottetal med to forskellige sværhedsgrader. Der er skilte der indikerer sløjfernes sværhedsgrad, så du lettere kan finde ud af, hvilken del der passer til dit niveau. Den blå sløjfe på cirka tre kilometer er lettest, og går på vestsiden af Bybækken, mens den røde sløjfe på cirka to kilometer har stejle og meget udfordrende op- og nedkørsler. Her kan erfarne ryttere prøve kræfter med nedkørsel i de spektakulære passager på serpentiner-strækningen, hvor det kræver tekniske færdigheder at køre ned ad den smalle, såkaldte singletrack.
Der er arbejdet ihærdigt med sporets underlag for at skabe et fast spor, der kan køres hele året, uanset vejrforhold. Der er lagt dræn og lavet lag af knust granit, så man undgår en opkørt skovbund, og derfor kan børnene også være med.
Det fem kilometer lange spor er af sikkerhedshensyn ensrettet.
Der er adgang til området fra Nørremarksvej via Ørnebjergvej øst for idrætshøjskolen. Bag mountainbikesporet står Vejle TrailBuilderTeam, Mountainbike Club Vejle og Vejle Kommune.