©  Foto:

Museumsgaarden Kringsminde

Tag familien med på Museumsgaarden Kringsminde og oplev livet i gamle dage!

Oplevelser for børn og voksne på Museumsgaarden Kringsminde

På Museumsgaarden Kringsminde kan I komme helt tæt på gamle dage! Det hyggelige frilandsmuseum holder åbent for besøgende til arrangementer året rundt, og her er masser af både udendørs og indendørs aktiviteter for hele familien!

Kringsminde: Livet på landet i gamle dage

Museumsgården Kringsminde er en flot gammel bindingsværksgård med tilhørende landsbrugsjord og husdyrhold, der i dag fungerer som et arbejdende museum. Her kan I opleve og deltage i landbrug og gårdliv, som det var i perioden fra 1850-1950 i Danmark.

Mange af Kringsmindes aktiviteter varetages af frivillige, der har organiseret sig i gammeldags håndværkslaug. I kan møde de forskellige laug til museumsgårdens arrangementer og prøve kræfter med de gamle traditioner og håndværk.

Gratis børnevenlige aktiviteter året rundt på Kringsminde

På Museumgaarden Kringsminde er der gratis aktiviteter og arrangementer året rundt, der tager udgangspunkt i livet på bondegården.

Kom fx til forårsarrangement på gården og se gårdens får blive klippet og persillegartneriet gjort forårsklar. Her vil være smagsprøver, små workshops og aktiviteter for både store og små. Gården holder også både høst-fest og det populære julearrangement Jul på Kringsminde. Til alle arrangementer vil der også være salg fra gårdbutikken samt diverse planter, håndværk, råvarer osv.

Der er gratis adgang!

Læs meget mere om Kringsmindes mange arrangementer og find en oversigt her!

Der kan være enkelte arrangementer som guidede ture og middage, der kræver tilmelding og betaling. Find mere information om arrangementer med betaling på Kringsmindes hjemmeside!

Praktiske oplysninger

Åbningstider: Kringsminde har ikke faste åbningstider, men I kan opleve den hyggelige atmosfære på gården til de mange faste arrangementer på museumsgården. Der er gratis adgang!

Gratis parkering: Der er gratis parkering ved Museumsgaarden Kringsminde.

Offentlig transport: Fredericias bybus nr. 6 har stop ved Museumsgaarden Kringsminde.

Adgang for hunde: Hunde må ikke medbringes på Museumsgaarden Kringsminde.

Handicapvenlig: Kringsmindes udendørsarealer er kørestols- og rollatorvenlige. Enkelte af museumsgaardens indendørsarealer er ikke egnet til kørestol grundet plads. Kontakt Museumsgaarden Kringsminde for mere information!

Særlige rundvisninger: Det er muligt at booke særlige rundvisninger for grupper på Kringsminde. Kontakt Museumsgården for mere information. Kringsminde har også sin egen skoletjeneste, der arrangerer specielle læringsforløb med udvalgte fokus. Læs mere om skoletjenestens tilbud her!

Landbrug, museum og attraktion i én tæt på Fredericia

Museumsgaarden Kringsminde ligger i den lille landsby Egeskov, kun et stenkast fra Fredericia. Kringsmindes nuværende bygninger er fra 1700-tallet, men man ved, at der har været gårde og landbrug på stedet helt tilbage til 1600-tallet. 

Kringsminde blev brugt til landbrugsdrift helt frem til 1975, hvor gården blev købt af Fredericia Kommune og senere fredet. Kringsminde blev omdannet til museumsgård i 1990, hvor bygningerne samtidig blev restaureret tilbage til deres oprindelige udtryk. Siden har gården fungeret som museumsgård, først under Fredericia Museum og nu som selvstændig institution. 

 

Se, hvad andre deler på Instagram

#kringsminde #visitfredericia