Urbania Beach Bar
Kom i ægte sommerstemning på Urbania Beach Bar, Østerstrands hyggelige strand-café.
Østerstrands strandcafé
Besøger du Fredericias bedste badestrand Østerstrand, bør du lægge vejen forbi den hyggelige strandcafé Urbania Beach Bar. Strandcaféen ligger centralt på Østerstrand kun få meter fra strandbredden lige ud for den store cirkelbro.
Åbningstider: Strandcaféen har ikke faste åbningstider, men har åbent efter vejrforholdene - du kan altid tjekke om caféen har åbent lige nu på Urbania Beach Bars hjemmeside.
Hos Urbania Beach Bar kan du købe et varierende udvalg af mad, snacks og is samt varme og kolde drikke; prøv fx caféens lækre drinks og forfriskende lemonade eller få stillet is-lysten hos caféens lille ishus.
Du kan tage mad og drikkevarer med, eller du kan slå dig ned i Urbania Beach Bars flotte loungeområde og nyde den smukke udsigt over Lillebælt, stranden og vandkanten.
Aktiviteter og udlån i Urbania Beach Bar
På Østerstrand findes et stort aktivitetsområde, hvor der er muligheder for fysisk udfoldelse og mange timers sjov. Hos Urbania Beach Bar finder du en grejboks med forskellig tilbehør og udstyr, som du er velkommen til at låne. Husk blot at lægge udstyret på plads efter brug, så andre også kan få glæde af det. Henvend dig til personalet i caféen for at høre mere.
Handicapvenlig: Urbania Beachbar er kørestolsvenlig. Østerstrand er en handicapvenlig strand og tilbyder muligheden for at låne en WaterWheel-kørestol (badekørestol). Nøgle til badekørestolen lånes i Urbania Beach Bar. Henvend dig til personalet i caféen for at høre mere.
Tæt på midtby og historie
Urbania Beach Bar ligger få minutter fra Fredericias hyggelige gågader. Her finder du gode shoppingmuligheder, restauranter og aktiviteter for hele familien. I forlængelse af Østerstrand ligger også Fredericia Vold, et af Nordeuropas ældste og mest velbevarede voldanlæg. Du kan derfor nemt kombinere en tur til stranden med en gåtur på Volden.
Parkering
Der er flere parkeringsmuligheder i nærheden af Østerstand og Urbania Beach Bar. Der er et lille område på selve stranden, hvor det er muligt at parkere mod betaling. Her findes også handicapparkering.
Der er gratis parkering langs Østervoldgade, hvorfra der kun er et minuts gang til strandområdet. Det er ikke tilladt at parkere på græsarealerne på Fredericias Voldanlæg.
Se parkeringsmuligheder i Fredericia her!
Se, hvad andre deler på Instagram
#urbaniabeachbar #østerstrand #østerstrandfredericia #visitfredericia